Juni 2024
Svømmeklubben KVIK Kastrups justerer den ledelsesmæssige og administrative struktur.
KVIKs bestyrelse har med en ny ledelsesmæssig- og administrativ struktur ønsket at understøtte en langsigtet og bæredygtig udvikling af klubben som en stærk idrætsorganisation.
Efter en række turbulente år er klubbens økonomi nu stabiliseret og står stærkt, hvilket giver plads til at fokusere på klubbens fremadrettede udvikling. Til at understøtte denne udvikling ønsker bestyrelsen, at sætte dét ledelsesmæssige og administrative hold, som sammen med trænere og frivillige skal bringe KVIK ind i en ny periode med fornyet fokus på idrætsmæssige aktiviteter og sportslige resultater.
Bestyrelsen ønsker en samarbejdende og tværfaglig ledelse som sammen formår at løfte de mange forskellige opgaver, og som har bevægelsesfrihed til at skabe resultater i dagligdagen. Ud over driften af klubbens sportslige aktiviteter og øvrige daglige opgaver som udgør langt størstedelen af ledelsens aktiviteter, bliver den vigtigste strategiske rolle for den nye ledelse, at styre og sikre fremdrift i en proces i efteråret 2024 og i årene frem, hvor klubbens overordnede strategi og vision først udarbejdes og sidenhen forankres og implementeres. KVIK’s nye strategi med arbejdstitlen – ”KVIK 2027” skal fastlægge rammerne for, hvordan KVIK’s aktiviteter og ambitioner skal manifesteres i de kommende år. Det bliver afgørende, at ansatte og frivillige kan se sig som en del af den retning som skal vedtages og som bliver styrende for valg og fravalg i de kommende år.
Ændrede stillinger:
For at sikre den kontinuerlige udvikling af klubben i årene frem, er der gennemført en mindre omstrukturering af klubbens daglige ledelse. Rollerne og stillingsindholdet er ændret og justeret mellem Jan Hansen som siden 1. september 2023 har været ansat som breddechef i klubben og Bente Härstedt der har været ansat i klubben over en årrække og pt. i stillingen som daglig leder.
Pr. 1. juni 2024 er Jan Hansen ansat i stillingen som klubchef og Bente Härstedt ansat i rollen som økonomi- og administrationsansvarlig.
Udgangspunktet for de 2 stillinger er, at klubchefen har fokus på og overordnet ansvar for klubbens sportslige, organisatoriske og relationelle elementer ligesom klubchefen er klubbens ansigt udadtil. Den økonomi- og administrationsansvarlige har fokus på og ansvar for klubbens administrative- og økonomiske set up.
Øvrige stillinger i klubben er ikke berørt af ændringen ud over ændrede referencer for de ansatte.
Bestyrelsen – KVIK Kastrup – Juni 2024.