Beskrivelse – babysvømning

Vand er et fantastisk element for babyer. Vandet giver mulighed for at opleve en helt anderledes bevægelsesfrihed samt lydunivers, end det er muligt på land. Når man som forælder er sammen med sin baby i vandet, oplever man en helt speciel form for nærhed og nærvær – båndet mellem baby og forælder styrkes.

I Svømmeklubben KVIK har vi hold for de helt små babyer og frem til de er 3-4 år. Alle hold foregår i varmtvandsbassinet i Kastrup Svømmehal, hvor temperaturen er 34 grader varmt. På holdene underviser veludannede instruktører

Vores anbefalinger til opstart

Vi anbefaler, at du har vandtilvænnet dit barn forinden, og at din baby vejer min. 4 kg. før I besøger svømmehallen første gang. Selvom vandet er varmt, så er det lavere end kropstemperaturen. Med en vægt på min. 4 kg kan de fleste babyer holde til at være i vandet 20-25 min.

Vi anbefaler herudover, at moderen har været til kontrol hos lægen inden adgang til bassinet, så der ingen infektionsfarer er.

Hvis I som forældre kan mærke på babyen, at det er overvældende med alt det nye, så begynd i det små. Gå hellere lidt før op af vandet de første par gange og have fået en god oplevelse, fremfor at presse babyen igennem hele undervisningen.

Der skal altid være min. 1 voksen/forælder med i vandet per barn på vores hold i babysvømning. Ofte vil der være plads til, at to voksne kan deltage. Det skal I dog aftale nærmere med instruktørerne på holdet.

Uheld i bassinet fører til aflysning af babysvømning

Når der er afføring/opkast i vandet, bliver vi nødt til at lukke bassinet. Det er ærgerligt – og det er ofte unødvendigt.

Med den rette påklædning af babyerne, så vil vi – i langt de fleste tilfælde – kunne holde vandet fri for afføring. Derfor er der visse regler til påklædningen, som skal overholdes.

Korrekt påklædning er:

  • Engangsblebuks &
  • Babybadebuks/badedragt, der slutter tæt i lårene OG i maven.

Er babyerne ikke påklædt på denne måde – vil de ikke få lov til at komme i vandet.

Dette gælder også de store babyer – som måske ikke længere går med ble.

Hos instruktørerne eller på kontoret vil I kunne købe både engangsble (10 kr.) og badebukser (100 kr.).

 

En anden måde at minimere antal uheld i vandet…

…er ved at give jeres børn mad i god tiden inden, de skal i vandet.

Husk, I altid er velkomne til at bruge vores klubhus i forbindelse med babysvømning – hvad enten det er før eller efter svømning. Så længe spisningen foregår i god tid før.

Det er ikke tilladt at amme, give flaske eller på anden måde spise i hverken svømmehallen eller i omklædningsrummene.

Alle skal i bad inden svømning

Inden adgang til bassinerne skal både babyer og voksne i bad og vaskes! Det er ikke tilstrækkeligt med et bad hjemmefra – det skal være umiddelbart lige inden svømmetiden.

Det er af hensyn til hygiejnen i bassinvandet, at alle skal vaskes med sæbe og skylle håret, inden der hoppes i vandet.

Alle efterlader “smuds” i bassinvandet i form af slim, snot, sved, hår, døde hudceller og forskellige sekreter fra kroppens naturlige åbninger. Meget af dette kan minimeres med et ordentligt bad.

Mangelfuld afvaskning giver større klorforbrug og medfører forurenet klor i vandet, det giver en kraftig klorlugt i svømmehallen og som øger risikoen for, at der aflejres smitsomme infektioner i vandet.

Forholdene omkring svømmehallen

I forbindelse med babysvømning er I velkomne til at sidde i vores klubhus ’Den Klorfri’ som ligger for enden ad gangen med omklædningsrummene.

Bare husk på, at vi er mange brugere af det rum. Så efterlad det i samme stand, som du selv ønsker at modtage det.

  • Tør bordet af, hvor du har siddet.
  • Smid skrald i skraldespandene.
  • Sæt højstolene på plads
  • Læg legetøj på plads i reolen

Der er en kaffeautomat i forhallen, hvor I kan købe varme drikke i dagtimerne, lige som I er velkomne til at anvende den mikroovn, der står i ’Den Klorfri’

Når I forlader omklædningsrummene, så sæt autostolene på plads og smid evt. skrald i skraldespandene.

I omklædningsrummene er der skabe, som skal anvendes til opbevaring af tøj under svømmeturen. Det er ikke muligt at låse skabene, I er derfor velkomne til at tage jeres værdigenstande i en taske ved bassinkanten.

Det er ikke tilladt at medbringe barnevogn eller klapvogn i svømmehallen, omklædningsrum, klubhus eller gangarealer. Vognene skal placeres udenfor svømmehallen.

Holdoversigt

Vi har babysvømning tirsdag (7.30-11.30), torsdag (12.30-18.30), fredag (7.30-11.00 + 17.30-19.30) og lørdag (15.00-17.30). Holdene efter kl. 15.00 samt lørdag er forbeholdt babyer over 1 år. Vi har dog enkelte pladser til yngre babyer.

For at se vores holdoversigt, skal du være aktivt medlem på et hold.

Ved at logge ind her, og derefter vælge fanen ‘Holdtilmelding’ kan du se en oversigt over de hold, der er relevante for dig.

Print Friendly, PDF & Email