Samme hold efter nytår?

4 gange om året vurderer vi vores svømmeskolebørn. I langt de fleste tilfælde forbliver børnene på deres hold, alt imens holdet rykkes et niveau op, set i forhold til svømmemærkerne

Men børn er forskellige, og derfor udvikler alle sig ikke i samme hastighed. Det betyder, at enkelte børn skal rykkes op, mens andre har behov for lidt længere tid til at udvikle deres færdigheder. Hvis der ikke længere er overensstemmelse mellem holdets og børnenes niveau, så flytter vi børnene. 

Det kan også ske, at vi slår hold sammen, for at skabe flere nye pladser til børn fra ventelisten. Det gør vi i stor udstrækning i forbindelse med nytår og sommerferien. Det gælder for alle vores hold – lige fra babysvømning til voksenhold.

Hver gang, vi foretager ændringer af enten svømmetid eller af niveau, så sender vi mail ud. Vi oplever at få en stor del mails retur – og der er dermed en risiko for, at vores medlemmer ikke bliver informeret om ændringer. 

Ekstra mange ændringer dette årsskifte

I forbindelse med det kommende årsskifte har vi foretaget en hel del ændringer på weekendholdene, da vi ikke længere vil have formiddagshold i Korsvejsbadet, men til gengæld har vi oprettet nye eftermiddagshold i Pilegårdsbadet. Der kan helt sikkert forekomme uoverensstemmelser mellem oplysningerne i Klubportalen og ordlyden i de mails, vi har sendt ud. Oplysningerne i Klubportalen er de korrekte. 

Derfor er det en rigtig god idé at kontrollere Klubportalen:

Hvilket hold er jeg på? Fanen “Holdtilmelding” viser hvilket hold, I er på – og hvilke muligheder I har for at skifte hold. 

Rigtige oplysninger? Fanen “rediger mine data” viser de oplysninger, vi har på jer. På denne side kan I selv rette oplysningerne. 

Hvorfor kan vi ikke have den samme tid altid?

Vi rykker ikke rundt på jer for at genere jer mest muligt. Vi gør for at sikre overensstemmelse med niveau og hold. Men vi gør det naturligvis også for at få plads til nogle af alle dem – især børn – der står på vores ventelister. 

Når vi flytter rundt, så forsøger vi at være så fleksible som overhovedet muligt. Så hvis et hold ikke fungerer for jer, så husk I altid kan logge ind og finde andre hold på tilsvarende niveau. Alternativt kan I også skrive eller ringe til os, så hjælper vi jer.  



Print Friendly, PDF & Email