Hold for gravide, efterfødselshold og babysvømning

I Svømmeklubben KVIK tager vi os godt at både mor og baby, derfor tilbyder vi både hold for gravide, efterfødselshold og babysvømning. Der er pt. ledige pladser på flere af holdene.

Hold for gravide

Afspænding og træning for gravide er en hensynstagende træningsform, der sigter mod at opnå en øget kropsbevidsthed, en stærk bækkenbund, en god holdning samt en bedre muskeludholdenhed. Træningen fremmer desuden din dybe respiration samt øger din evne til at slappe af og give efter. Holdet er for alle gravide og har en særlig gavnlig effekt, hvis du har bækkenløsning eller smerter fra lænd og/eller bækken.

Du er ca. 45 min. i vandet efterfulgt af 15 min. til bad og omklædning. Vi slutter af i vores klubhus ‘Den Klorfri’ med at tale om graviditetsrelaterede emner. Det er et lille hold med plads til maksimalt 15 deltagere.

Vi har ledige pladser på holdet med opstart mandag d. 30. oktober. Så har du termin i slutningen af december eller i starten af det nye år, så er det lige noget for dig. Vi starter hold op igen til januar, lige som det er muligt at starte op på holdet løbende, så længe der er ledige pladser.

Du kan læse mere om holdet her.

Efterfødselshold

Holdet er for dig, der har født indenfor de sidste 6 måneder. Du vil blive undervist af Mette Marie Rask, som er fysioterapeut med erfaring og kompetencer indenfor efterfødselstræning samt behandling og træning efter kejsersnit. Du skaber kontakt til din bækkenbund igen og får trænet din dybe stabiliserende muskulatur. Du bliver både styrket og udspændt samt guidet igennem afspænding.

Du lærer at stimulere din babys motorik og sanser. Der vil være plads til individuelle hensyn og ønsker samt mulighed for spørgsmål undervejs. Der er plads til din barnevogn på terrassen lige foran vores træningslokale.

Du er velkommen lige som du er – og vi har pt. ledige pladser.

Læs meget mere om holdet her.

Babysvømning

Vand er et fantastisk element for babyer. Vandet giver mulighed for at opleve en helt anderledes bevægelsesfrihed samt lydunivers, end det er muligt på land. Når man som forælder er sammen med sin baby i vandet, oplever man en helt speciel form for nærhed og nærvær – båndet mellem baby og forælder styrkes.

I Svømmeklubben KVIK har vi hold for de helt små babyer og frem til de er 3-4 år. Alle hold foregår i varmtvandsbassinet i Kastrup Svømmehal, hvor temperaturen er 34 grader varmt. På holdene underviser veludannede instruktører.

Vi har pt. ledige pladser til babyer på hold i alderen 0-6måneder, 6-12 måneder og 12-18 måneder.

Læs meget mere om vores babysvømning her.

Print Friendly, PDF & Email